Baggrund og historie

Fodboldspillere ude i feltet

Børn, unge og voksne med indlæringsvanskeligheder, udviklingshandicap og fysiske handicap har ikke mange relevante sports- og fritidstilbud at vælge mellem. Derfor får de ofte ikke tilstrækkelig motion. De går også glip af sjove oplevelser og det gode fællesskab i en fodboldklub.

 

Nogle i målgruppen har forsøgt sig med fodbold og anden sport inden for klubbernes normale rammer, men det fører desværre ofte til mindre gode oplevelser såsom mobning eller en følelse af ikke at være dygtig nok.

 

Som far til en hjerneskadet og særdeles fodboldglad dreng tog Carsten Sjørvad i starten af 2011 initiativ til et opstartsmøde for at se, om der var lokal interesse for fodbold for børn med udviklingshandicap. Opstartsmødet blev til i et samarbejde med Parasport Danmark, Hammerum IF og Herningsholmskolen. Interessen var der heldigvis, og Elsebeth Østergaard meldte sig som medtræner, da hendes søn Jens også savnede et relevant fodboldtilbud. Den 7. april 2011 havde vi første træningsaften.


Da vi startede, vidste vi ikke, at der fandtes en landsdækkende turnering, men alligevel kunne vi i efteråret 2011 drage hjem fra Vordingborg med pokal og medaljer som bevis på, at vi havde Danmarks bedste U15 hold. Dagen efter blev vi fejret på stadion i pausen af FCMs superligakamp. Så kunne vi ikke forlange mere af den første sæson.

Den sidste lørdag i august har vi siden 2015 afviklet vores eget endagsstævne kaldet Sommerbold på heden. Da det ikke just er den mest formuende målgruppe, der deltager i stævnet, er deltagelse i stævnet fuldstændig gratis. Derfor en kæmpe tak til stævnets trofaste sponsorer og til de mange forældre og andre frivillige, som er en medvirkende årsag til, at det nu er Danmarks største parafodboldstævne. Siden 2021 har vi også arrangeret det ligeledes helt gratis indendørs stævne kaldet Julebold på heden, der afvikles den første lørdag i december.


Vi håber, at du kan finde de nødvendige informationer på vores hjemmeside. I modsat fald er du velkommen til at kontakte trænerne.


Carsten Sjørvad
Mail: carsten.sjoervad@hotmail.com
Tlf. 6155 0474


Elsebeth Østergaard
Mail: elos@brands4kids.dk
Tlf. 3126 4760

Fodboldspillere til Sommerbold På Heden 2021