Hvem og hvordan

Nedenfor kan du læse om, hvem vi henvender

os til og hvordan vi træner og spiller kampe

Fodboldtræner og fodboldspiller

Hvem?

Vi har plads til alle, som oplever, at de passer ind hos os – uanset alder og udfordring. Der er ikke noget krav om, at man har en diagnose, men fælles for alle spillere er, at de føler, at de – fysisk eller mentalt – ikke passer ind på et såkaldt almindeligt hold. Vi har nogle med udredte diagnoser såsom autister i forskellige afskygninger, ADHD i forskellig styrke og andre mindre udbredte diagnoser og forskellige typer af hjerneskader. Vi har også spillere med bevægelseshandicap, og det er f.eks. ikke et krav at du kan løbe, så længe du ikke skal have hjælp til at komme rundt på banen.

Vi tilbyder træning for børn, unge og voksne af begge køn. Skolebørn i alderen 6 år til ca. 11 år (ingen fastlåst grænse – det afhænger af hvor man mentalt og fysisk passer bedst ind) træner for sig. Unge fra ca. 12 år og voksne træner sammen – ingen øvre aldersgrænse, så aldersspændet er stort, men det fungerer perfekt og er givende for såvel de unge som de mere modne.

Spredningen på spillernes forudsætninger og fodboldmæssige evner er lige så udtalt som spredningen på spillernes alder. Vi har spillere med imponerende teknisk og taktisk kunnen, og vi har spillere, på et absolut begynder niveau. Vi har stille, ja nærmest selvudslettende spillere og spillere med et godt snakketøj, spillere der hverken kan læse eller skrive, spillere med viden om næsten alt, spillere der er stærkt hørehæmmede, spillere med forskellige grader af spasticitet, en spiller med et kunstigt ben, spillere med alle tænkelige udfordringer. Fælles for dem alle er, at de elsker at spille fodbold, og at de accepterer hinandens forskellige evner og udfordringer, og ingen ser skævt til hinandens kompetencer, fysik, udfordringer eller alder.

Spillerne kommer fra et temmelig stort opland, og når en af vores spillere i mere end 11 år ugentligt har taget toget fra Silkeborg til Hammerum, må vi gøre noget rigtigt. Hammerum IF er en del af FC Midtjyllands klubsamarbejde, og ligesom FC Midtjylland er hele regionens hold på Superliga niveau, er Hammerum IF Specialfodbold også hele regionens tilbud til børn, unge og voksne med særlige behov. Derfor spiller vi i sorte dragter ligesom FC Midtjylland.

Spillerne som løber ude på græs

Hvordan?

Vores udgangspunkt er, at vi træner fuldstændig som alle andre fodboldhold. Vi har selvfølgelig bolden med i langt de fleste øvelser, men i opvarmningsdelen kan der godt være enkelte øvelser uden bold. Og vi presser nogle gange spillerne helt til kanten, da alle har behov for at få kroppen presset, og det er tilmed påvist, at det er livsforlængende. Efter opvarmningen laver vi øvelser, hvor vi ofte deler spillerne op i to eller tre grupper, som så roterer mellem trænernes øvelser. Når vi laver disse øvelser, fordeler vi spillerne efter fysik, spilforståelse og tekniske evner – på denne måde får alle mest ud af træningen.

Da spillernes udfordringer er meget forskellige, vil der – selv om vi gruppeinddeler træningen – være forskelle, men modsat, hvad man ofte oplever på traditionelle hold, oplever vi ikke mobning eller manglende accept af andres niveau – tværtimod er spillerne gode til at bakke hinanden op og rose hinanden.

Vores træning har flere væsentlige formål:

  • give spillerne nye kammerater og nye sjove oplevelser i et værdsættende fællesskab
  • give spillerne øget selvværd ved at opleve, at der er noget de mestrer
  • forbedre spillernes motorik og fysiske form
  • øge spillernes fodboldtalent taktisk og teknisk
  • via lavt kontingent gør vi det økonomisk muligt for alle at spille fodbold

Vi deltager i Parasport Danmarks landsdækkende turnering og så afvikler vi selv Danmarks største parafodbold stævne kaldet Sommerbold på heden – men uanset om man kan eller vil deltage i kampe mod andre klubber – er man naturligvis velkommen til at træne med. For os er det de ugentlige træningspas, som har den primære fokus. Kampene er blot et ekstra tilbud til dem, som har lyst. Det er til gengæld superhyggeligt at være sammen om disse kampe, og det er også med til at udvide spillernes fodboldmæssige kompetencer. I turneringer spiller unge under 15 år i U15-rækken, mens spillere over 15 år niveau inddeles i fem niveauer fra A til E. A-C spiller 8-mands fodbold og D-E og U15 spiller 5-mands fodbold. Aktuelt er der ikke en turnering for de mindste børn, men vi forsøger at arrangere kampe.

Unge og voksne træner udendørs året rundt, og spiller også indendørs fra november til februar. Børneholdet træner udendørs fra starten af april til efterårsferien, og spiller så indendørs fra november til februar.

Kom forbi og prøv det af nogle gange – der kommer ikke en regning før end spilleren er sikker på, at fodbold hos os er noget for ham eller hende.

to spillere som kæmper om bolden