Spillerprofiler

Lea Larsen (f. 1996)

Lea har livet igennem kæmpet med generelle indlæringsvanskeligheder, og som følge heraf gik hun som de fleste af sine holdkammerater i specialklasse i folkeskolen. I 2015 tog et par gode veninder Lea med til specialfodbold i Hammerum. Lea boede på det tidspunkt i Vejle, hvor hun qua mobning havde droppe fodbolden. Heldigvis fik hun glæden ved fodbold tilbage og uge efter uge tog hun toget fra Vejle til Hammerum – også efter at veninderne fik andre interesser. ” Det bedste ved at spille i for Hammerum IF Specialfodbold er, jeg får nye venner og at vi sammen kan spille fodbold, hvilket vi elsker”, fortæller Lea.

 

Lea ikke bare elsker at spille fodbold – hun er også virkelig dygtig. Så dygtig at hun som en af de meget få piger i Danmark har niveau til A-rækken, hvor hun allerede i sin første sæson var med til at vinde DM guld. Lea positive og hjælpsomme stil er ikke bare værdsat blandt egne spillere, trænere og forældre men også blandt vore gode venner fra de andre DHIF-klubber og på landsholdet, hvor hun er fast inventar. I kampe bruger vi mest Lea i forsvaret, hvor hun på trods af sine blot 158 cm ikke er bange for at gå i infight med meget velvoksne mænd. Det giver helt fortjent givet Lea megen opmærksomhed, når vi spiller på fremmed græs, hvor dommere og trænere ofte er imponerede over hendes mod og hendes talent. ”Jeg har det fint med at spille i forsvaret, men vil også gerne spille på midtbanen eller i angrebet”, siger Lea, som fremhæver DM guldet fra 2015 som en af sine bedste fodboldoplevelse. 2015-sæsonen sluttede helt fortjent med, at Lea blev kåret til årets nye spiller. Og da vi i efteråret 2022 startede et hold for de helt små skolebørn, sprang Lea straks til som assistenttræner.

 

Leas mor er jævnligt at finde på sidelinjen, når der spilles kampe og som mange andre forældre har hun bl.a. også bidraget med kager og en hjælpende hånd til vores fodboldstævner. Lea er opvokset i Lem sammen med sine to trillingebrødre, der er gået landmands- og lærervejen. Lea bor nu i Herning, hvor hun har et fleksjob, som hun er virkelig glad for. Fritiden bruges især sammen med vennerne.

Sebastian Mølgaard (f. 2002)

Sebastian er autist med indlæringsvanskeligheder og har siden sin første boldberøring hos Hammerum IF Specialfodbold i efteråret 2018 gennemgået en fantastisk udvikling, og ved sæsonafslutningen i juni 2019 fik han fuldt fortjent pokalen for årets største fremgang. Sebastian er en glad ung mand med et stort omsorgsgen for både med- og modspillere, men det forhindrer ham ikke i at gå kontant til modstanderne. ”Jeg vil gerne spille fodbold – rigtig fodbold, ligesom alle andre drenge”. Det var Sebastians ønske – og det er gået i opfyldelse hos os.

 

Sebastians mor, Camilla, fortæller, at han er meget glad for at være aktiv sammen med jævnaldrende. ”Han er glad for at spille fodbold med mange andre unge, der alle har deres individuelle udfordringer. Her er der plads til forskelligheder og individuelle behov, mens der trænes fodbold som i alle andre klubber på de unges præmisser. De udvikler sig i fællesskab, danner relationer både i fodboldspillet og socialt”, fortæller Camilla. Sebastian, der spiller på Hammerum IF Specialfodbolds E-hold beskriver det selv med ordene: ”Jeg er glad for at gå til fodbold, fordi jeg får motion og er sammen med mine venner. Jeg kan godt li’ at komme til træning og lære at spille fodbold, og det er sjovt at komme ud at spille kampe. Vi er også gode til fodbold, og vi har vundet mange kampe”.

 

Han har to ældre søskende og tre yngre bonusbrødre, og har i 2023 forladt mors kødgryder og dermed for alvor kastet sig ud i voksenlivet.

R5 4926

Steffan Mortensen (f. 2005)

I april 2015 startede den dengang 9-årige Steffan hos Hammerum IF Specialfodbold, hvor han siden da trofast er mødt frem til træning, hvilket giver pote i kampene, hvor han har scoret mange mål. De mange mål har også bidraget godt til klubbens pokalskab. ” Jeg er stolt over de mange medaljer og pokaler, som vu har vundet. Men den bedste fodboldoplevelse var nok, da vi spillede sammen med Christian Eriksen i Middelfart”, fortæller Steffan. Steffan er ikke den største spiller, men hurtighed og god teknik gør at Steffan i dag er blandt vores dygtigste spillere.

 

Steffan, der i lighed med mange af sine holdkammerater ikke har en diagnose har gået i specialklasse. Selv om det ikke umiddelbart er synligt, så er han udfordret både mentalt, socialt og fysisk. Fritiden bruges ud over fodboldtræning bl.a. på fodbold i haven og en god omgang FIFA, som er det foretrukne Playstation spil. Der er ikke langt til træning, da han siden adoptionen fra Indien har boet med sine forældre og sin storesøster i Hammerum.

 

Om Hammerum IF Specialfodbold fortæller Steffans mor Jette: ”Udover rigtig god træning til en boldglad dreng, vil jeg fremhæve det fællesskab spillerne har på tværs af diagnoser, handicaps, køn og alder. Hos HIF Specialfodbold er der plads og rum til alle. Spillerne inddeles på forskellige niveauer, og på den måde vil der også være noget at stræbe efter på sigt, uden at man skal skifte hold og dermed trænere. Jeg er også glad for alle de snakke, som jeg får med de andre forældre på sidelinjen. Den følelse af ”at være i samme båd”, har jeg ikke mødt andre steder, så de relationer får man som forælder med som bonus, hvis man ønsker det. Jeg kan varmt anbefale holdet, uanset om man er 8 år, 16 år eller 24 år gammel.” Som mange andre forældre er Jette en trofast frivillig til vore stævner, og hun er er også fast chauffør til udekampe.